Søparken – Midt i naturen og tæt på byen
Søparken lever op til sit navn med tilkørsel ad den brede allé til vængerne med de åbne forhaver, hvor deklarationen foreskriver græs med solitære buske og uden hæk eller carport på de første 5 m mod fortovet.
Der er en kommunal legeplads ved det nederste vænge med udsigt til åen og skoven og der er en fodboldbane på engen ved stien ned til åen, så børn og unge kan være aktive i naturen. Borde og bænke kan bruges af forældrene, mens børnene leger eller spiller fodbold.
På de tre sider af Søparken er der stier, der mod sydvest og mod åen adskiller Søparken mod engene med græssene køer og kalve om sommeren. Stierne fra Søparken er forbundet til stien langs Odense Å, som kan følges ind til centrum af Odense eller til Skt. Klemens og ad Møllevej til broen over åen og videre til Dyrup, Bellinge og Kratholm. En bro over åen neden for kolonihaverne Lilletoften giver adgang til de store grønne områder og skoven ved Dalumgård.
Åstien er planlagt ført gennem området med Dalum Papirfabrik til Fruens Bøge, når området i løbet af de kommende år omdannes til boliger, så stien kan følges gående eller på cykel ubrudt fra Søparken til Munke Mose i Odense.
Neden for Søparken er der en udflugtsplatform ved åstien, hvor søen og dens fugleliv på den anden side af åen kan ses og med lidt held ses isfuglen, som et blåt lyn lavt over åen.
Stenløseskoven lige vest for Søparken byder med sit system af stier på fine rundture med udsigt over ådalen og til Stenløse Kirke. Der er et rigt fugleliv i skoven med spætter, spætmejser og ynglende ravn. Om foråret høres alle de almindelige sangfugle. Søparkens tætte beliggenhed ved skoven og ådalen betyder, at vi om vinteren kan have fint besøg på foderpladsen af spætter, spætmejser, halemejser, topmejse og dompap. De sorte egern kommer, hvis der er nødder på foderpladsen eller i haven.
Præstens eng mellem Stenløseskoven og åen plejes af et kogræsserlag med græssende køer. Det har medført, at der er en fin flora på engen med flere bestande af majgøgeurt. Det er tilladt at gå ind på engen gennem lågerne.
Hele ådalen med skoven og græsmarkerne ved Søparken er fredet og internationalt beskyttet som Natura 2000-område. Der er derfor ingen mulighed for, at der kan bygges på engen eller at naturen på anden måde må forringes, så Søparkens beliggenhed midt i naturen er sikret også i fremtiden.